Himlen buldrer, lyn og torden,
Skyerne har blødt.
Familien står og græder,
For intetkøn er født.

Denne androgyne skabning,
Er skallet som et æg.
Smiler op til sin mor og far,
For det har de fortjent.

Men vrede øjne ser på mig,
Deres skam har ingen grænser.
Familien må nu skjule,
Deres fejl for alle andre.

Ingen folk skal se mig,
Jeg skal ha' et liv bag træmmer.
Skjult for alle andre,
I familiens trygge rammer.

Intetkøn, mit liv bliver intet savn,
Dødsdømt, så her på væggen står mit navn.
Og jeg banker på de mure,
Som det skulle gøre gavn.

Men himlen bløder stadig,
Intetkøn er mit navn.
Intetkøn, Intetkøn, Intetkøn, Intetkøn.